Italien - torsdag den 29. marts 2018
Fra Aosta til Haut-Vully i Schweiz
Vejret skulle afgøre, om vi skulle en tur med de lokale kabelbaner. Det så ikke for godt ud. Skyerne lå tungt omkring bjergene hele vejen rundt om os, så det gav ikke rigtig mening, at tage en tur op på en af de lokale bjergtoppe. Det skulle åbenbart ikke rigtig lykkes for os, at komme med kabelbaner på denne tur.
Vi spiste vores morgenmad og satte kursen mod St. Bernard tunnelen og Schweiz igen. Lægere oppe i dalen nord for Aosta klarede det op og bjergtinderne stod klare frem med sne på toppene. På vejen op mod tunnelen tænkte jeg på, hvor stor en bedrift det er, at bygge en hovedvej op gennem et bjergpas. Flere steder virkede det til, at vejen ganske simpelt er klistret på klippevæggen. Så er det på en måde fair, at det koster 40 euro, at komme gennem tunnelen.
På den nordlige side af tunnelen var der regnvejr. Velkommen tilbage til “vores” vejr. Vi havde forgæves forsøgt at få vand på camperen. Næste skud i bøssen var for enden af Lac Léman søen. Her fik vi tanket af og på på turen nedad, så vi vidste, at der var en station her, der virkede - og det var helt gratis at bruge den. Fornemt!
Da vi nåede dertil, var det frokosttid og vi parkerede bilen og spiste frokost i fred og ro, mens vi studerede nærområdet på vores telefoner. Det viste sig, at Montreux er i den Schweiziske del af området og her er der et lille Queen museum, idet bandet indspillede en lang række af deres sidste plader i et studie her. Det lille museum er gratis og det ligger i forbindelse med et casino tæt på havnefronten i Montreux. Det var ganske interessant at se og hovedingrediensen var selve lydstudiet med den store mixerpult, som dog viste sig at være en fotokopi af den originale mixer, der nu befinder sig i et studie i Göteborg.
På havnefronten er der også en statue af Freddie Mercury. Den var vi nu ikke så imponeret over. Jeg synes ikke helt, at den ligner ham.
Vi havde lidt bøvl med at få vekslet penge til parkeringsautomaterne, så vi havde kun en time til rådighed, men det var nok til både at se det lille museum, statuen og gå en lille tur i gaderne. Så var vi on the road again.
Men ikke længe, for i udkanten af Montreux (i Villeneuve) gjorde vi et stop ved et stort indkøbscenter, hvor der bl.a. Lå en stor Coop forretning. Vi osede lidt rundt og handlede ind til de næste par dage, hvor det ikke er til at vide, hvor meget forretningerne er åbne rundt omkring. Påsken holdes helligt på forskellige måder i de enkelte lande. Vi gjorde et sidste forsøg på at kigge på vine, men det var alt for dyrt. Nu var vi kommet til Schweiz!
Marie havde proklameret, at hun gerne ville have ostefondue i Schweiz, så det gik vi fluks på jagt efter. Marie skrev til vores ven i Schweiz, Daniel. Men han svarede ikke lige umiddelbart, så vi fandt selv frem til en by - næsten på vej op til Daniel. Den hed Gruyéres. Her var vi ved 5-tiden. Vi havde læst, at der var en rundvisning i en ostefabrik, en butik, hvor man kunne handle - og en restaurant, hvor de bl.a. serverede ostefondue. Jeg havde nok en forestilling om en gammel gård, hvor vi blev vist rundt, mens folk gik og vendte ostene. Men jeg blev klogere.
Det her sted var helt igennem bygget op omkring turisme. Her var de vant til, at der kom busser med gæster. Der var sågar en jernbanestation lige uden for døren, så man kunne tage toget hertil. Først så vi selve lageret med ostene. Det var selvfølgelig en robot, der kørte rundt og vendte de ca. 35 kg. store oste. Vi gik en tur rundt i det, hun kaldte et museum. Det var fordi dagens produktion på fabrikken var afsluttet, så vi måtte nøjes med at kigge plancher og se video om produktionen. Vi fik hver en lille maskine, der blev programmeret til et sprog - og så kunne vi selv trykke et nummer ind for den stander, vi stod ved. Så fik vi tingene forklaret af koen Cherry, der var født i kirsebærsæsonen. Vældig humoristisk fortalt.
Det var en yderst interessant rundtur og vi endte selvfølgelig ved shoppen, hvor de så småt var ved at lukke ned. Vi skyndte os ind og handle lidt ost og ingredienser til fondue. Så stilede vi mod restauranten, der havde åben en time længere. Her bestilte vi fondue og det kom ind kort tid efter. Det smagte fint, men måske en anelse for neutral i forhold til, hvad vi gerne vil have. Groftkværnet peber hjalp lidt på det, men som Marie bemærkede, så havde vi lært at komme en skvat snaps i fonduen… Som tilbehør blev serveret store humpler brød og små kartofler. Det sidste synes jeg ikke så godt om. Jeg synes, at der skal brød til ostefondue.
Da vi forlod restauranten, kunne Marie konstatere, at Daniel havde svaret på vores forespørgsel. Han anbefalede at vi tog til Gruyéres, hvor vi netop havde været. Så var det jo godt ramt! Vi talte med Daniel, for at høre, om der var andre steder i området, vi burde se. Han anbefalede et udsigtspunkt Mount Vully. Det kørte vi efter men vi måtte erkende, at vi var lidt for sent på den. Da vi nærmede os stedet, var solen gået ned. Vi kæmpede med at nå helt frem. Vejene var små og flere gange ville GPS’en have os ind på smalle grusveje. Det havde vi ikke lyst til. Så vi endte ca. 1 km. Fra selve toppen. Det var fint nok. Udsigten var fin, selv om det var ved at blive mørkt.
Vi kørte lidt ned af bakken. Ned mod Murtensee. Her fandt vi en lille diskret placeret parkeringsplads, hvor vi kunne overnatte. Vi ville køre op og se udsigten næste morgen.
Vi var trætte. Jeg ved ikke helt af hvad, men allerede kl. 20:50 tørnede jeg ind. Og jeg sov godt og tungt med det samme.
